Nedtællingen er igang….

Nu er der kun små 2 uger tilbage inden årets festival løber af stablen, så det er nu billetterne skal købes. Programmet er lagt, planen er klar, der er sendt besked til vejrguderne og alle de frivillige venter nu kun på at kunne byde alle gæster velkomne den 17/8 i Tølløse til et brag af en fest. Åbningstalen bliver i år holdt af vores helt egen Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, så husk at møde op når festivalen åbner kl. 13.00.

Fuldt musikprogram

Festivalen kan i år byde på et fuldt musikprogram på alle 3 scener og der er virkelig lagt i kakkelovnen til mange musikalske oplevelser. I alt optræder 20 forskellige kunstnere i løbet af de 11 timer som festivalen varer. Alt lige fra unge til mere erfarne lokale musikalske talenter, vil pryde begivenheden med en meget bred palet af genrer. Kort sagt, så er der noget for enhver smag. 

Du kan bl.a. glæde dig til at høre Marius, som i en meget ung alder har udviklet et ganske særligt musikalsk talent. For et par år siden tonede han frem på Tv 2 i Voice-Junior, hvor han kom under Wafandes vinger. I dag står han på egne ben og efter et par år som dedikeret soulsanger, har han slået om i stilen, og har det seneste år intensivt beskæftiget sig med singer/songwriter-genren.

 I den anden ende af skalaen, så at sige, finder vi Simple Twist. Det er første gang de skal optræde på Tølløse Festival og de kommer med et sprængfarligt repertoire af gamle Bob Dylan klassikere. Men med et Twist. Et flot og fabulerende show leveres med finurlige, originale danske omskrivninger og fortolkninger af Bob Dylans sangskat. 

Alle kunsterne glæder sig meget til at optræde på festivalen. Det er herligt at Tølløse og omegn kan byde på så meget forskellig musik, at det kan fylde en hel festival. Se det fulde program her på siden. 

Masser af aktiviteter

Udover musik foregår der er en masse andre aktiviteter på pladsen. Igen i år kommer Brorfelde observatorium og fyrer deres raketshow af. Sine og Frække Rikke kommer og underholder på plænen, Lokalhistorisk arkiv vil være til stede med gode historier og petanque. Tølløse Gymnastikforening og SMUT håndboldklub kommer med sjove aktiviteter for børn. Der vil være en tombola med mange, mange fine præmier fra alle festivalens sponsorer og Sparkassen Sjælland kommer med popcorn og en spændende konkurrence. Festivalen vil meget gerne tilbyde ansigtsmaling til børnene, men der mangler stadig nogle frivillige til den tjans. Så hvis du har lyst til at hjælpe, så meld dig på Tollosefestival@gmail.com hurtigst muligt.

Stadig billetter at købe

Som de foregående år kan der købes billetter til festivalen i Superbrugsen i Tølløse samt på billetto.dk. Følg linket her på siden. Billetterne koster 60 kr. for en voksen. Børn og unge under 18 år, kommer som vanligt gratis ind og skal derfor ikke bruge billet. Festivalen stiller op med telt og hygge den 11/8 og sælger billetter til cykelløbet i Tølløse. Der vil det også være muligt at høre lidt nærmere omkring det at være frivillig samt om musikprogrammet.

Festivalen håber, at rigtig mange vil bakke op om arrangementet og købe billet i forsalg. Festivalen er dybt afhængig af de midler billetsalget indbringer, så støt op om det gode initiativ og køb jeres billet nu. Der er begrænset antal billetter og det vil kun være muligt at købe billet i indgangen i forhold til det udbudte antal. Så hvis du vil være sikker på at komme ind, så køb din billet i forsalg. Som noget nyt i år lukker indgangen for salg af billetter kl. 22.00 og derefter vil det kun være muligt at komme ind med forkøbte billetter.

Fra styregruppens side skal der lyde en kæmpe tak til alle de folk som stiller op for at få stablet dette event på benene. Uden alle jer, ville det slet ikke være muligt. Tusind tak for jer! Festivalen glæder sig til at byde alle gæster velkomne den 17/8, kl. 13.00.

Program for Tølløse Festival snart klar

Husk at købe billet i god tid, så er du sikker på at komme ind. Du kan også melde dig som frivillig. Så er indgangen gratis.

Årets Tølløse Festival byder både på nyt og spændende og gamle kendinge.

Programmet, som snart bliver offentliggjort, bliver en blanding af flere musikgenre og artisteri, så der er noget for enhver smag. Der er blevet plads til unge up-and-coming bands og solister med egne numre, gode pop-bands med kendte numre, jazz, korsang og ikke mindst rock i både den tunge og lette ende.

Derudover bliver der masser af underholdning i form af tryllerier, ansigtsmaling, raketaffyring og meget mere, så vores yngste gæster går heller ikke forgæves.

Vi glæder os til at offentliggøre det fulde program meget snart, så følg med på festivalens hjemmeside og på facebook.

Køb billet nu!

Sidste år måtte mange gå forgæves, fordi alle billetter blev udsolgt. I år har vi sørget for, at der er plads til en del flere gæster. Alligevel er der stadig begrænset antal billetter. Så hvis du vil være helt sikker på at være en del af oplevelsen, så køb billet allerede nu i forsalg på www.billetto.dk eller i Superbrugsen i Tølløse.

Ved at købe billet nu støtter du samtidig næste års festival. Selv om frivillige kræfter kan bære festivalen et langt stykke af vejen, kommer vi ingen vegne uden økonomi.  Så støt festivalen, så vi kan sikre, at der også bliver en festival i 2019.

Hele herligheden koster kun 50 kroner for voksne.

Vil du være med til at planlægge næste års festival?

I planlægningen af årets festival har festivalens styregruppe haft det overordnede ansvar for at holde styr på alle enderne. Vi vil rigtig gerne sikre festivalens overlevelse i mange år. Derfor har vi brug for nye kræfter til at opretholde det gode initiativ og ikke mindst fastholde dynamikken omkring festivalarbejdet.

Så går du rundt med en lyst til at gøre noget for fællesskabet i din by eller for at være med til at skabe noget helt unikt på frivillig basis, så giv lyd. Skriv til os på tollosefestival@gmail.com, send os en PB på facebook eller ring til festivalleder Rikke Rasch på 6179 7996 for at høre nærmere.

Der er stadig brug for frivillige

Vi opfordrer alle, der har lyst til at bidrage til festivalen på dagen, til at tilmelde sig på festivalens hjemmeside – www.tølløsefestival.dk. Der bliver selvfølgelig sørget godt for de frivillige. Så udover at få den eftertragtede gule frivillig’ T-shirt og gratis adgang vil der være mad lavet af FOFU samt drikke tilgængelig på dagen, og sidst men bestemt ikke mindst afholder vi den hyggelige ”tak-for-hjælpen” sammenkomst efter festivalen, hvor vi alle sammen forhåbentligt kan se tilbage på en fantastisk dag.

Scenenavne

Festivalen har søsat en konkurrence omkring scenenavne til årets festival, og der er kommet mange gode bud. Dog har det vist sig sværere end som så at fastlægge navnene, da de jo helst skal holde mange år fremover. I skrivende stund voteres der stadig, men vi satser på at kunne offentliggøre navnene og ikke mindst vinderne af konkurrencen, når programmet bliver offentliggjort.

Festivalen til Skt. Hans

På trods af diverse afbrændingsforbud så stiller festivalen stadig op ved skt. Hans arrangementet i Tølløse. Kom og få en snak, hør mere om programmet eller hvis nysgerrigheden er vagt – mere om arbejdet med festivalen. Vi står klar til at svare på det hele. Der vil også være mulighed for at købe de unikke 2017 retro T-shirts og ikke mindst kan man sikre sig en billet til årets festival.

Vi er ved godt mod og glæder os helt afsindigt meget til den 18.08.18 – vi håber I gør det samme!

Styregruppen inspicerer pladsen..

De nye scenenavne

Efter grundig overvejelse kan vi nu med glæde offentliggøre de nye navne til scenerne. Vi takker for alle de fine bud på facebook og på mail. Vi håber, I tager godt imod de nye navne, som afspejler Tølløses historie, stednavne og stedet hvor festivalen skal holdes. Vi glæder os til at se jer til august – husk at købe billet allerede nu. 🙂

Hvad skal scenerne hedde på årets festival???

Vær med til at sætte dit præg på årets festival og kom med forslag til hvad scenerne skal hedde på vores nye festivalplads. Vi sætter 2 billetter på højkant til hvert vindernavn. Vi skal bruge 3 navne. Et til den store scene (ældre publikum), et til den lille scene (yngre publikum) og et til den åbne scene (underholdning for alle). Kom frisk, vi glæder os til at høre alle jeres bud. Skriv på tollose@gmail.com eller find opslaget på Facebook.. Vindernavnene til scenerne bliver offentliggjort her på siden og på Facebook lige så snart der er voteret færdigt.